De seneste overnatningstal viser vækst i september. Dermed tegner året indtil nu også bedre end sidste år, og særligt campingpladserne har oplevet vækst.
Overnatningstallene for september er landet, og i turistbranchen vækker tallene glæde. 5,9 millioner overnatninger blev det til, heraf tre millioner fra udenlandske turister. Det var 2,8 procent bedre end september-niveauet sidste år og markerer samtidig, at dansk turisme endnu engang er på vej mod et rekordår, hvis tendensen fortsætter.
I årets første ni måneder var der således i alt 53,7 millioner turistovernatninger, hvilket er en stigning på 620.000 overnatninger, svarende til en stigning på én procent i forhold til samme periode i 2023. Stigningen skyldes primært udenlandske turister, der bidrog med en million flere gæster, mens antallet af danske overnatninger faldt med 1,4 procent.
Det er særligt landets campingpladser, som har stået for væksten. I september var der en million campingovernatninger, hvilket er en stigning på 11 procent i forhold til september 2023, svarende til 107.000 overnatninger. Samtidig er det første gang, at campingpladserne runder millionen i en september måned.
”Det går godt for turismen i Danmark. Særligt camping buldrer derudaf, og det kan jeg sagtens forstå. Camping er meget populært i vores nabolande, og vi har i Dansk Erhverv gennem flere år peget på, at der lå et stort potentiale her. Det potentiale er nu ved at blive indfriet,” siger Lars Ramme Nielsen, branchedirektør for turisme, kultur og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.
Hjulpet på vej af vejret
Hos Dansk Industri glæder chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser, Lars Bertolt Winther, sig også over de gode september-tal. Han mener, at der er politisk kapital at hente for landets campingpladser i forbindelse med, at reglerne på campingområdet snart skal til debat.
”Igen viser turismeerhvervet god form med en stigning i september på alle de største overnatningsformer sammenlignet med 2023. Særligt stigningen i campingovernatninger er bemærkelsesværdig – her har det milde septembervejr formentlig hjulpet lidt på vej, og det er en flot udvikling. Det giver et godt afsæt for de kommende drøftelser om reglerne på campingområdet, hvor vi ser frem til at bidrage med indspark til, hvordan man kan styrke camping yderligere som overnatningsform,” siger chefen.
Bringer strategisk mål inden for rækkevidde
Mens der var vækst i antallet af overnatninger på landets campingpladser, var der i september fremgang på flere overnatningsformer.
Hotelovernatninger så en stigning på to procent, som var sammensat af et fald i danske overnatninger på 48.000 og en stigning i udenlandske overnatninger på 78.000. Overnatningerne i feriehuse steg ligeledes med to procent i september 2024 i forhold til samme måned året før.
Lars Bertolt Winther påpeger, at tallene viser, at turismen har kurs mod at opfylde branchens strategiske mål om at sprede turismen ud, så væksten sker uden for højsæsonen.
”Med samlet set mere end 150.000 ekstra overnatninger i september målt i forhold til 2023 tegner tallene et billede af et turismeerhverv, der er i fuld gang med at arbejde for mere turisme udenfor højsæsonen – og lykkes med det. Mere helårsturisme er essentielt for at nå de ambitiøse vækstmål, der er sat op i den nationale turismestrategi,” siger han.
Den samme konklusion har Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter, som også har turismen som politisk ansvarsområde.
”Turismen i Danmark leverer igen flotte resultater, så branchen er med til at skabe vækst og arbejdspladser i hele landet. Og der er al mulig grund til at tro på, at regeringens ambitionsniveau for helårsturismen med den nye nationale turismestrategi kan blive opfyldt,” siger ministeren.
Han tilføjer:
”Den nye strategi sigter mod, at 70 procent af alle overnatninger i Danmark i 2030 skal foregå uden for højsæsonen. Regeringen har derfor også valgt at sætte endnu mere fart på den positive udvikling ved at afsætte 44 millioner kroner i alt til at styrke markedsføringen af Danmark som destination uden for højsæsonen.”
Ulig fordeling og vigende danskere
Mens der er glæde at spore over de flere turister, der har fundet vej mod Danmark i september, er ikke alt perfekt. Lars Ramme Nielsen påpeger, at væksten ikke var ligeligt fordelt på tværs af landet.
”Som resultaterne for september viser, er der stor forskel på udviklingen rundt omkring i landet og på de forskellige overnatningsformer. Hotellerne i hovedstaden har været det primære vækstlokomotiv for turismen i år. Det er positivt at se den stærke tilstrømning af udenlandske turister. Som de nye tal fra Danmarks Statistik viser, er det dem, der står for den store stigning af overnatninger, som vi har set sammenlignet med de ni første måneder af 2023,” siger branchedirektøren.
Han tilføjer:
”Det er en kombination af mange udenlandske ferie- og forretningsrejsende, der muliggør væksten. Der er kommet væsentligt flere turister i år fra Tyskland, USA og Storbritannien. Det skyldes blandt andet flere nye flyruter til Københavns Lufthavne og generelt et stærkt rutenet.”
Hos Dansk Industri mener man, at der er bekymrende, at der er sket et fald i antallet af danske overnatninger. Her mener man, at der skal gøres en indsats for at fastholde de danske turister.
”Det er vigtigt, at der sker en indsats for at fastholde den indenlandske turisme på et højt niveau. Det er glædeligt, at den nationale turismestrategi også har dette for øje, for der er mange positive effekter ved, at danskerne vælger at holde ferie i eget land,” siger Lars Bertolt Winther.
Kilde: Turisme24